Bloggen flytter

Efter at have boet på Blogger i flere år holder Isla Negra flyttedag og kan nu nu og fremover findes her:

 Isla Negra

 ¡Bienvenidos!

At svømme nøgen af Carla Guelfenbein

Fint lille trekantsdrama med den politiske uro i Chile i tiden op til militærkuppet som dystert bagtæppe.

Vi kender alle det, der i eftertiden blev kendt som 9/11 – den 11. september 2001, da kaprede fly fløj ind i Tvillingetårnene i New York. Samme dato, 28 år tidligere, gik et demokrati under, men da det var et sydamerikansk land, er det ved at gå i den store Glemmebog – især efter 9/11. Begge datoer, 11. september 1973 og 2001, har betydning i ’At svømme nøgen’.

I begyndelsen af 1970’erne beslutter Sophie, der er i sine sidste teenageår, at forlade moderen i Paris for at slutte sig til sin far, der er en af den chilenske præsident Allendes nærmeste medarbejdere. Hendes beslutning skyldes ikke et politisk engagement, men et ønske om at frigøre sig fra moderens beskyttelse. En beskyttelse moderen med god grund mener, hun har brug for, da hun er en usædvanlig skrøbelig, følsom og nervøs pige.

Trygheden finder hun hos den få år ældre spanske Morgana, som bor i samme ejendom. Der opstår et nærmest symbiotisk forhold mellem de to piger. De står hinanden nær, både psykisk og fysisk, og de sværmer sammen for den amerikanske digter, Anne Sexton, der af visse betegnes som noget overspændt. Citater fra hendes digte er gennemgående i romanen. Sophie, der er ved at udvikle sig til at en meget talentfuld kunstner, har ét stort ønske: at de to mennesker hun elsker mest her i verden, faderen Diego og Morgana, skal synes om hinanden – så vil hendes verden blive perfekt.

Det sker, men ikke som hun havde tænkt sig: de forelsker sig og indleder et forhold, som de holder skjult for Sophie. Da Morgana bliver gravid, kommer sandheden for en dag, og Sophie flygter hjem til moderen, forrådt og bedraget af dem, hun havde størst tillid til.

Samtidig tilspidses den politiske situation i landet. De tres samvær er romanen igennem i stigende grad blevet akkompagneret af sirener og skudsalver, der er optøjer, demonstrationer, attentater fra det yderste højre og yderste venstre. Et stigende crescendo ligesom den uholdbare situation mellem de tre.

Kort efter Sophies afrejse kuppes regeringen,  præsidentpaladset bombes og præsident Allende myrdes/begår selvmord (det kommer ud på et). Efter 11. september 1973 er alle regeringstro, heriblandt Diego, jaget vildt; han og Morgana, der lige har født, må gå under jorden, ses kun sjældent og under farlige forhold.

28 år senere opsøger Sophie sin halvsøster. Spørgsmålet er om mødet kan løse op for de tanker og følelser, hun har måttet kæmpe med lige siden afrejsen fra Chile. Er det altid bedst at kende sandheden?

’At svømme nøgen’ er en fin lille roman om kærlighed og venskab, den er poetisk, velskrevet og letlæst, men ikke nødvendigvis let glemt. Sprogligt minder den faktisk lidt om Sophie, skrøbelig og sart. Man kan læse den som modvægt til Isabel Allendes ordrige romaner

Carla Guelfenbein (f. 1959) har selv haft militærkuppet inde på kroppen, da hun sammen med sine forældre flygtede til England i 1976. Hun debuterede i 2002 med El revés del alma; på dansk har vi tidligere fået Kvinden i mit liv (Hr.Ferdinand, 2007), også en roman om kærlighed og venskab med Chiles historie som baggrund.

Carla Guelfenbein: At svømme nøgen

Rosenkilde & Bahnhof, 2013. 303 sider.
Originaludgave: Nadar desnudas. Alfaguara, 2012. Oversat af Liv Camilla Skjødt.

Ny roman af Mario Vargas Llosa

Den peruanske forfatter, Mario Vargas Llosa, udgav i september sidste år sin første roman efter modtagelsen af nobelprisen i litteratur i 2010.  Bogens spanske titel er 'El heroe secreto' (Den hemmelige/skjulte helt), men hvad den danske titel bliver, vides ikke - endnu. For man formoder at Rigmor Kappel Schmidt, der har oversat hans tidligere bøger, er i fuld gang med denne. Bogen handler om to mænds venskab.

Efter i mange år at have været politiker, er det dejligt at se Mario Vargas Llosa vende tilbage til det, han gør bedst. Nemlig at skrive bøger!

Perla af Carolina de Robertis

En dag får Perla en uventet gæst, der kommer til at ændre hendes liv fundamentalt.

Perla er 21 år og studerer ved universitetet i Buenos Aires. Hun er enebarn og vokset op i en velhavende familie, hendes forældre forguder hende, men som barn lærte hun hurtigt at hun ikke skulle nævne faderens arbejde for andre. Hvilken forfærdelig stilling er det da, faderen har?  Tyv – morder? Næsten lige så godt, han er officer i den argentinske flåde.

Hun er barn i Buenos Aires i 1980′erne, hvor man er i gang med afsløringerne af de forbrydelser, militæret begik mod befolkningen under diktaturet, også kaldet Den Beskidte Krig 1976-1980. Men hendes far er jo sød og kærlig, han kan da ikke have noget med den slags at gøre. Men hun lærer hurtigt at tie stille.

Hun er alene hjemme nogen dage, forældrene er på ferie, og hun har haft et opgør med kæresten. Pludselig dukker der en uventet gæst op i familiens dagligstue, ikke en indbrudstyv, men næsten mere skræmmende: en druknet mand, der ligger og gør gulvtæppet vådt. Det eneste, han ønsker, er vand, som han tygger omhyggeligt. Ja, vi er i Latinamerika, og det er magisk realisme – måske ikke i den mest fremragende udgave, jeg har læst, men forfatteren benytter sig af teknikken for at fortælle sin historie. Og den druknede mand ønsker at fortælle sin historie.

Den druknede mand blev sammen med sin gravide hustru arresteret af militæret under den beskidte krig. De havde ikke været bekymrede, for de var jo ikke med i noget samfundsundergravende, de var jo bare helt almindelige studerende. Men under den beskidte krig var det at være studerende nok til at blive betragtet som subversiv. Gennem hans tanker hører vi om den tortur, han gennemgik, den bekymring han havde for sin kone og fosteret og om hans sidste timer sammen med andre i samme situation, bedøvede men bevidste ofre i en flyvemaskine på deres sidste flyvetur ud over Rio de la Plata.

Men han vender tilbage for at overvære fødslen og hvad der derefter sker med mor og barn. Og nu er han her – i Perlas stue. Hvorfor?

Forfatteren, der har latinamerikanske rødder, ønsker at sætte fokus på en periode i Argentinas historie, som mange gerne ser glemt.

Man anslår at ca. 30.000 forsvandt i militærets varetægt uden at dukke op igen, 500 af dem var gravide kvinder. Efter fødslen blev de myrdet og barnet bortadopteret til en familie i militæret eller andre dele af magtstrukturen.

Bedstemødrene, Las Abuelas de Plaza de Mayo, udførte et stort arbejde med at identificere de mange børn, og nu arbejder de på at genforene børnebørnene med deres biologiske familie, bl.a. ved hjælp af DNA.  Den 6.2.2014 kunne de meddele, at barnebarn nr. 110 var fundet.

’Perla’ er ikke verdenslitteratur, men den er velskrevet og spændende, og ikke mindst beskæftiger den sig med en periode i Latinamerikas historie, som ikke bør glemmes. For det er som med Holocaust: hvis det glemmes og fornægtes, vil det ske igen.

Carolina de Robertis: Perla

Politikens forlag, 2013. 267 sider.
Oversat fra engelsk af Kirsten A. Nielsen efter ‘Perla’, 2012.

Også publiceret på Bøgernes labyrint

LINKS:
Forfatterens hjemmeside se videoen!
Wikipedia: Bedstemødrene ( på spansk)  -  Mødrene(på engelsk)
Bedstemødrenes argentinske hjemmeside (spansk)
Mødrenes argentinske hjemmeside (spansk)

Slangens hale af Leonardo Padura

For at finde slangens hoved må man begynde med dens hale – Conde må dybt ned i Havanas gamle kineserkvarter for at opklare et rituelt mord. Derfra vender man ikke uændret tilbage. 

Kriminalkommissær Mario Conde overtales til at se på et tilsyneladende rituelt mord i Havanas kineserkvarter – han var nem at overtale, for det er den underskønne Patricia Chion der spørger. Hun er halvt mulat, halvt kineser, men 100% kvinde, og Conde har jo et svagt punkt for kvindelige former – og billig rom.

Efterforskningen fører ham langt ind i det gamle kineserkvarter, hvor han taler med forskellige gamle kinesere, før sagen kan lukkes.

Handlingen finder sted i maj 1989, Conde er desillusioneret og træt af politiarbejdet, men bogen foregår 15 år senere, da antikvarboghandler Conde spadserer gennem det gamle, nu endnu mere forfaldne kvarter, og tænker tilbage på sagen og på kvarteret som det var dengang.

’Slangens hale’ bygger på researcharbejde, Leonardo Padura i sin tid foretog som journalist med henblik på en artikel om kineserkvarteret, siden blev det til en novelle, der nu er udgivet som en lille roman, lagt ind i en ramme af nostalgisk tilbageblik.

Der har aldrig været neglebidende spænding i Leonardo Paduras krimier, men denne er ligefrem sendrægtig. Stemningen er der dog ikke noget i vejen med, man kan tydeligt mærke varmen, pulsen og ”lugten af død kineser”.

Leonardo Padura: Slangens hale

Sohn, 2012. 154 sider
Originaludgave: La cola de la serpiente. 2011
Oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen

Også publiceret på Krimisiden og Bøgernes labyrint

Spøgelserne af César Aira

Argentinerne er tilbage med guf for dem, der er vilde med ikke helt at vide hvad det lige er der sker i denne her bog.

Man taler om ”det store boom” i latinamerikansk litteratur og tænker hermed på Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa, J.L. Borges m.fl. Det har åbenbart været svært for yngre generationer at følge efter, for der fulgte et tomrum.

Nu er yngre forfattere som chilenske Roberto Bolaño og argentinske César Aira dukket op og begynder at blive oversat til dansk. De kan fuldt ud leve op til deres forgængere, men de er helt deres egne: Avantgardistiske, fascinerende, underlige og umulige at lægge fra sig – selv om man ikke lige forstår hvad det er man læser

’Spøgelserne’ starter som en slags kollektivroman om et ufærdigt labyrintisk (vi er jo i Buenos Aires) luksusbyggeri med manglende og pludseligt opstående skillevægge, manglende afskærmning og overvåget af en fordrukken chilensk opsynsmand uden opholdstilladelse. Han bor midlertidigt i en bolig på taget sammen med sin børnerige familie.

Fokus skifter fra arkitekten til bygherren, til køberne, til håndværkerne … Men lige så stille samles fokus på familien på taget, især moren Elisa og efterhånden helt på hendes datter af første ægteskab, 15-årige Patri.

31. december – der er bagende varmt (sydlige halvklode!): Formiddag: åbent hus for køberne og deres arkitekter – byggeriet er stærkt forsinket, et synonym kunne være ”byggesjusk”. Frokost: Håndværkerne spiser fælles frokost og har halv fridag. Nytårsaften: Familien på taget planlægger nytårsfest.

Men bygningen har allerede beboere, nemlig svævende, meget realistiske kødfulde spøgelser dækket af cementstøv, som kun Elisa og Patri opfatter. Elisa føler det forstyrrende, mens de for Patri er mere virkelige, og denne aften kommunikerer de med hende og inviterer hende til deres nytårsfest – men ”Du er selvfølgelig nødt til at være død” (s.111).

Sidste del af romanen er som et crescendo, hvad beslutter Patri?

Dejligt at latinamerikanerne igen er på banen, man kan kun glæde sig til næste oversættelse af den velskrivende César Aira, der efter sigende bliver ’Cómo me hice monja’ fra 1993 (’Hvordan jeg blev nonne’?).

César Aira: Spøgelserne

Tiderne skifter, 2011. 146 sider
Originaltitel: Los fantasmas, 1990
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Sådan bliver man forfatter - og nobelpristager

"En forfatter har kun én bog i sig, og så skriver han den om og om igen", har Gabriel García Márquez efter sigende udtalt. Om dette første bind af hans erindringer kan man sige, at det er en alt-i-én-bog: den rummer alle historierne, som vi kender fra hans univers. De to elskende, der efter megen modgang får hinanden i ‘Kærlighed i koleraens tid’, er hans forældre; obersten, der venter på pensionen, i ‘Ingen skriver til obersten’ er en blanding af hans bedstefar og en anden krigsveteran. Og sådan kunne man blive ved.

I bogens start opsøger forfatterens mor ham i Baranquilla for at bede om hans hjælp til at sælge huset hjemme i Aracataca. Den skjulte dagsorden er at overtale ham til at droppe forfatterdrømmene og vende tilbage til jurastudierne, da familien har satset meget for at han skulle studere og dermed hjælpe sine 10 yngre søskende. Det lykkedes som bekendt ikke. Og gudskelov for det! Nogenlunde kronologisk, dog med mange spring frem og tilbage i tiden, følger læseren Gabo, som han kaldes, fra et par generationer før hans fødsel til udgivelsen af hans første roman, ‘Hvirvelstorm’ i 1955. Det brogede barndomsliv først hos bedsteforældrene i Aracataca og siden hos forældrene og de mange søskende, livet som kostskoleelev, studerende og senere journalist i Bogotá, Cartagena og Baranquilla, forfatterspire og ikke mindst caribier skildres med megen humor og mange detaljer.

'At leve for at fortælle' handler fortrinsvist om journalisten Gabo, og med journalistisk professionalisme har han og et team journalister researchet hans liv grundigt. Bogen er spækket med navne, steder og begivenheder, hver anden colombianer er åbenbart digter eller i familie med forfatteren - eller begge dele. Visse dele af bogen kan derfor virke lidt kompakte, men den krydres også af mange farverige episoder, ofte fra familien, hvor virkeligheden mange gange overgår fantasien. For eksempel fortæller han om en næsten halvfemsårig tante, der en dag kommer på uventet besøg: "Hun kom med eksprestaxa fra Riohacha medbringende en lille skoletaske, klædt i sort og med en sort klud viklet om hovedet som en turban. Hun kom ind med et stort smil og udbredte arme og råbte:

"Jeg er kommet for at sige farvel, for jeg skal dø nu."

Hun slog sig ned i pigekammeret, hvor hun døde 11 år senere, "omgærdet af en lugt af kyskhed" (s.359).

Gabriel García Márquez’ første leveår er spændende læsning, og jeg ser frem til at læse om forfatteren Gabo. Bogen henvender sig til alle med interesse for Latinamerika, latinamerikansk litteratur, til alle Gabos mange læsere og til alle, der holder af en god historie. Det er dog en bog, der kræver sin læser. Men giver man sig tid til at lade sig opsluge af García Márquez’ og Macondos magiske univers, får man en stor og rig læseoplevelse.

At leve for at fortælle af Gabriel García Márquez
Samleren, 2003. 436 sider
Originaludgave: Vivir para contarla. 2002
Oversat af Annette Rosenlund.

Først publiceret på Litteratursiden 23.02.2004